Hamborg #2 Mere regn, kø, et sært museum, en træls café og en dejlig én

Tirsdag i vores Hamborg-påskeferie spiste vi morgenmad og byggede med klodser, som ejeren af Airbnb-lejligheden havde lånt os. Vi brugte mange kræfter på at ignorere, at bilen måske var død, så op ad formiddagen begav vi os mod Hafencity. Hafencity er en ny bydel i Hamborg, hvor der sker alt muligt fedt har jeg læst, men i regnvejr var alting gråt. Og ens, så fortræffehederne var svære at få øje på. Vi fandt dog frem til dagens program: Miniatur Wunderland. Noget modelbaneværk. Hvor vi ikke kunne komme ind, fordi vi ikke havde købt billetter i forvejen og det er åbenbart Tysklands mest besøgte mini vidunderland eller sådan noget. Så vi købte billetter til næste dag. Og begav os ud i regnen. På vores nu desperate jagt efter en seværdighed i nærheden, gik vi forbi et pølsemuseum. Overvejede det, men gik alligevel videre til hvad der viste sig at være et te og kaffe-modtagelsesmuseum eller noget. Det var noget med hvordan de havnebygninger, vi var i, tidligere var blevet brugt til te- og kafffeimport til det meste af Europa. Det hele fortalt i et stort rum uden start eller slutning og uden ret meget anden fortælling end det. Tror jeg. Vi gik hurtigt videre, for der måtte da i det mindste være gode cafeer i nærheden. På kortet fandt vi en park og jeg ræssonerede mig frem til, at der altid er gode cafeer tæt på parker. Eller det burde der være, er måske svaret. For ved parken, fandt vi en café, der serverede tarvelig mad med serveringspersonale, der skulede til børnene. Også selvom de til at starte med tossede rundt i parken, der nok mere var noget græs ovenpå nogle kunstige bakker og nogle betonbænke, og derefter tegnede nærmest stille og roligt i malebøger. Vi begav os hjem og spiste på vores stamrestaurant, den Vietnamesiske. Igen, dejlig mad og sødt personale. Bagefter gik vi ned ad en sidegade, igennem en offentlig legeplads med grafitti på alle legeredskaberne. Prøvede det hele i silende regn og storm. Gik igennem en port, hvor grafittien både prydede indersiden af porten og de ting, der var parkeret der. Således blev cykler og scootere en del af instalationen i det kvarter, jeg umiddelbart vil sammenligne med København NV med den samme rå charme, hvis man er til den slags. Og endte ud ved en charmerende café med et æggende glimmerskilt, kulørte lamper, grønne vægge, kæmpemæssige kunstige vindrueklaser i loftet, børnebøger i vinduet, hjemmelavede bænke, venligt personale og en god varm kakao.

Miniatur Wunderland:

Miniatur Wunderland, Kehrwieder 2-4/Block D.

Pølsemuseum:

Spicy’s Gewürzmuseum, Am Sandtorkai 32.

Dejlig cafe:

Jimmy Elsass, Schäferstraße 26.

Påskestatus

Vi er hjemvendt fra Hamborg. Jeg var ret syg, vejret var ret koldt, men ellers var det fedt nok. Mere om det senere. Jeg kan ikke rigtigt ryste min sygdom af mig, som umiddelbart er noget med at min trommehinde har sprunget min hals, tror jeg, skal nok få spurgt en læge snart, men altså på 12. dagen, hvor der havde været smertekamp mellem hals og øre, begyndte jeg faktisk at få det bedre, ikke godt, men bedre. Jeg kan fx tale (stadig hæst, dog) og gå uden smertejag. Og solen skinner, så mon ikke sygdommen snart er på retur. Jeg ville nok være sådan én, der aldrig kom til læge, hvis man skulle betale. I forvejen føler jeg mig som en hypokonder, når jeg sådan vil tjekkes, og hvad kan de egentligt hjælpe mig med? For det meste har jeg jo bare en virus, som selv skal gå over. Altså jeg er glad for læger generelt – fx når de fikser min astmadreng, men jeg har bare ikke rigtigt lyst til selv at gå til lægen. I morges startede med at StoreS selv gik ned i køkkenet og dækkede bord, mens han sang sange om det at dække bord. Så hyggeligt. I går havde han pyntet bordet med guirlander og blomster fra haven. Da jeg kom ned snakkede vi lidt om hans fremtidsplaner; at åbne en bagerbutik med sin far, for han bliver gammel har vi forsikret ham. I bagerbutikken skal de servere gratis pebernødder. Og så kunne jeg lave nogle unger til dem. Eller også måtte de finde en anden mor til at lave unger til dem, for drenge kan jo ikke selv lave unger, eller hov vent, StoreS ville faktisk slet ikke have unger, og det bestemmer man nemlig selv, så det skal han ikke have. Elsker den fire-åriges tankespind. LilleS har efter mange mange forsøg endelig lært at hoppe. Når man siger noget godt kan han finde på at hoppe op i luften og råbe ‘Hurra’ eller ‘Jubii’. Jeg lytter og lytter efter om jeg kan høre ændringer i hans sprog, men de er ikke så tydelige som det mirakel, jeg havde regnet med. Men han er dog begyndt at kunne starte et ord med S, hvis vi presser ham lidt. Lige nu sidder mig og Lille i sofaen i meget varmt striktøj, fordi han nægter at gå ud. Resten af familien bygger værksted til kæreste T i skuret og så har han lovet mig, at værktøjskassen skal bo derude istedet for i stuen. Jeg vil se det før jeg tror det;)

Påskeunger i påskesol.

Under vand

Vi var til ørelæge med LilleS i sidste uge. Det er egentlig en føljeton. Enormt mange læger har det sidste års tid kigget på LilleS’ ører i forbindelse med alt det her snot og astma. Enormt mange læger har konstateret at de var røde og væskende. Enormt mange læger har bemærket, at han jo også var forkølet på undersøgelsestidspunktet og vi skulle afvente. Af en eller anden årsag har jeg tænkt, det var nok. Søde Ida rapporterede om dræns lyksagligheder for astmabørn i december og i januar nævnte vi det for astmaklinikken på Skejby. Som syntes det var en god idé at tjekke ørerne hos en specialist (men ikke en af deres egne). Specialisten sagde det samme som de enormt mange læger havde sagt før ham. Rødmen, væske, afvente. Men så så egen (nye) læge det og var i chok over rødmen og væsken. Og sendte os til sin ven, specialisten, som beskrev LilleS som et skoleeksempel på et barn, der skulle have dræn ASAP. Tyk væske tyder på, det har været der længe. Dårlig udtale er et andet tegn. Da jeg ville eksemplificere for min svigerinde, hvordan han snakker, gik det op for mig, at han taler lidt som en døv. Specialisten talte om talepædagoger, hvis vi ikke får ændret det nu. Han hører som om han er under vand. Det er sgu da synd. Heldigvis er det ‘bare’ blevet hans virkelighed og han har ikke ondt, sagde specialisten. Men på tirsdag går det løs og jeg har nærmest kun hørt lovprisninger fra forældre hvis børn har fået dræn. Så det er planen at skabe endnu en succeshistorie, selvom jeg synes det er lidt voldsomt. Jeg skal holde LilleS i hånden, mens han får narkosen og kæreste T har lovet at holde min hånd mens.

På vej hjem fra undersøgelsen i fjollet humør for hvordan reagerer man ellers efter den besked?

Fuglerede

LilleS er voldsomt glad for mit hår. Det er hans tryghed. Han bliver oprigtigt ked af det, når jeg har sat det op. Så jeg har aldrig sat det op. Og det første han gør, når vi træder ind i entréen, er at tage min hue af. For det meste er det meget hyggeligt at der hænger et barn i mit hår og nulrer det med hånden. Men han har haft perioder, hvor han har hevet for meget og perioder, hvor han decideret har revet håret af. Og lige nu er han begyndt at lave fuglereder. En stor, smertefuld klump af hår drejet rundt om hans hånd og arm til en kæmpe knude. ‘Mig laver fuglerede’ råber han stolt ud til hvem der vil høre det. StoreS havde også et lille afhængighedsforhold til mit hår, men der lykkedes det mig, at få ham til at nulre sit eget hår til sidst. Og da vi klippede det halvlange hår af i sommeren, stoppede han bare med at nulre fra den ene dag til den anden. Men nu har han besluttet, at hans hår skal være langt. Ned til gulvet helst. Fordi det er så smukt og guldfarvet. Og så er han begyndt at nulre det igen. Når LilleS stopper med mit, tror jeg det skal være kort igen, så jeg kan genfinde lidt ejerskab på toppen.

Hårglad.

Tidlige morgener på den gode måde

Igår morges kom StoreS ind til os lidt i seks. Jeg overtalte ham til at ligge lidt og få varmen. Det gjorde han så. Hvorefter han hviskede til mig ‘mor, du har stået op med mig så mange gange, nu er det fars tur, så du kan sove længe’, klappede mig kærligt på foden og gik ind og hentede sin far. I morges stod han op selv, gik en runde og tændte alt lys og begyndte så at lege selv. Det er edderbankeme nye tider (at last;).

Overvejer stadig om vi skal skifte de gamle plader ud med gardiner;) for om ikke længe er hedder klokken 4 i de tidligere morgener, når ældstebarnet insisterer på at morgen er lig med lys..

Teknologisk tidsalderbørn og legetøj i børnehaven

I vores gamle institution måtte man have legetøj med. Hver dag. Så meget, forældrene tillod. Og det udnyttede vores unger i dén grad. Hver dag slæbte de legetøj med; bamser, dyr, bolde. Ofte havde StoreS børnehavetasken fyldt med legetøj. Og det gjorde det nemmere på flere punkter. Om morgenen, når ungerne nægtede at tage flyverdragt på/spise morgenmad/gå ud af døren kunne man aflede opmærksomheden til hvilket stykke legetøj, de ville have med. Vi bruger stadig det trick, når vi skal andre steder. Og i institutionen brugte StoreS, som jo er lidt forsigtig når det kommer til de indledende faser af social interaktion, legetøjet som et socialt skjold. Øjnene på bolden fremfor drengen, kan man sige. Så kom fokus væk fra ham, samtidig med at fokus var på ham. Og han var sød til at dele og ikke blære sig med sine ting (også fordi legetøj i denne sammenhæng tit har været et stykke pap eller et teæg..). Når han hver dag er ‘udsat’ som det nye barn i børnehaven, mangler han rigtigt meget sit sociale skjold. Men han klarer det virkeligt godt og børnehaven er jo fuld af godt legetøj og rent pædagogisk aner jeg ikke om jeg er for eller imod eget legetøj i børnehaven – det her er bare vores oplevelser med vores dreng. Nå men den sidste fredag i måneden må man godt have legetøj med. Og det glemte vi så sidst, så jeg gik ud i bilen og fandt en legetøjspung og smed lidt erantis i din. Og så glemte han den så et sted og den blev væk, hvilket ikke var så slemt. Da vi gik hjem sagde han til pædagogen ‘hvis du finder den, kan du bare skrive en besked til min mor’.

Foråret er igang. Vi har også fået vores første ej anden forårsforkølelse og så. Så gider vi heller ikke mere sygdom..

Hjem er hvor man har boet

Jeg var i København i forgårs og i sidste uge med arbejdet. Hvor jeg jo indtil for nylig boede på 8. år. Jeg er flyttet til Århus. Eller en landsby udenfor Århus. Og jeg arbejder i min fødeby.

Og det hele føles som hjem!

Alle stederne kender jeg den korteste vej på cykel fra a til b. Jeg kender kvartererne og butikkerne, cafeerne og bygninger. Nogle steder står stærkere, fordi de er fyldte med konkrete minder, andre steder er bare pejlemærker i mine bevægelser rundt i byerne. Her har jeg boet, her har jeg læst, der har jeg drukket, der har jeg løbet, her har jeg grinet. Jeg har aldrig tænkt over, at man tager sine byer med sig. Jeg troede, man boede, hvor man boede og resten hørte op, men sådan er det ikke, eller også er jeg blevet gammel og sentimental. Men jeg føler ikke, jeg på den måde har mistet mit København eller mit Århus, når jeg færdes rundt, jeg føler byerne er blevet en del af mig, hvorend jeg bor.

Hipsterfitness

Slutdecember og januar var jeg kongen af løb. Eller jeg fik løbet. Jeg har læst et sted, noget ala du skal træne en måned, før du kan mærke forskel, to måneder, før du kan se forskel og tre måneder før andre kan se forskel. Eller omvendt. Nå men pointen er, at jeg for det meste når den første måned. Og så et eller andet. Sygdom var det i februar. Den måned forsvandt fuldstændig i sygdom for mig og ungerne. Kæreste T har imidlertid meldt sig i et fitness-center. Og da jeg stoppede med at være pigefornærmet over, at han ikke ville gøre det til et fællesprojekt, gjorde jeg det bare til et fællesprojekt selv (og bare rolig han tager derned selv alt det, han vil, det er ikke sådan noget med at begge skal træne samtidig). Og fik genoplivet mit dvalende fitnessmedlemsskab, som jeg flittigt har betalt til, men lynhurtigt droppet at bruge ahem. Klassisk er det vist. Og så var det, vi snakkede lidt om, hvorfor der skal være musikvideoer som ingen hører, fordi de har deres egen musik i ørerne, og hvorfor så den støjforurening? Og er det overhovedet segmentet for musikvideoer? Altså jeg stoppede med passivt at se musikvideoer i teenagetiden. Altså jeg er ikke modstander af musikvideoer, men der er langt mellem snapsene på kunst og bare ligegyldighed. Der er selvfølgelig noget misundelsesspejling/noget at kæmpe for eller hvad det hedder i at de fleste musikvideoer er fyldt med lækre veltrænede mennesker. Er det motiverende? Måske. Men det er stadig kedeligt og mine øjne kan. ikke. lade være med. at se. på skærmen. Er der en kæmpe skærm lige foran mit ansigt, så ser jeg på den. Også selvom jeg var ved at dø af varme og hurtigløb. Og mens jeg var det, sagde T: Hvorfor viser de ikke NEWS? og jeg svarede: fordi. pustpust. det. pustpust. ikke er. pustpustpustpust. tekstet. Og så var det, jeg fik en god idé. Som du bare må tage: Hipsterfitness. Hipstere vil gerne være trænede både i hoved og røv. Haha den var for let. Træningscentret skal klart hedde Hoved og Røv. Det er også kitchet og flabet og barnagtigt og alt det andet, som hipstere elsker. Og der skal køre NEWS, CNN og al-Jazeera med tekster. Der skal være oldschoolmaskiner og en blanding mellem selvbyggede af palle og drivtømmer møbler og det skal være mørkt. Og lidt pastel. Mix. Og så skal der være caféområde med vand fra hanen og rawkager og juicer og gratis wifi. Det bliver episk, som en ægte hipster ville sige det.

Landevejsrytter

Jeg fandt mig selv på landevejen en dag på vej hjem fra arbejde. Det er en ægte provinsting. Og klart jyskt. Jeg bor tæt på motorvejen og det var en vigtigt faktor, da vi købte vores hjem, fordi vi ikke vidste, hvor vi ville ende arbejdsmæssigt og det giver større muligheder for pendleri i mange retninger. Og til trods for at byplanlæggerne muligvis har været fulde, da de lavede motorvejstilkørslen så fungerer det ret fint at pendle mine 50 km på arbejde, fordi jeg pendler modsat alle de andre billister. Men mine kolleger og chef og dele af min familie hælder til at landevejene er langt hurtigere. Hvilket er løgn, når jeg kører, fordi jeg er opdraget til bykørsel, eftersom jeg tog mit kørekort i København. Jeg har svært ved at regne ud, hvad en landevej kan finde på af krummelurer og jeg har svært ved at forstå, at to biler kan komme forbi hinanden på de helt små veje. Nå men jeg er flere gange blevet opfordret til at tage landevejen fra arbejde til hjem og det gjorde jeg så en dag, hvor jeg skulle mod Århus midtby og ikke hjem. Og jeg kunne faktisk lide det. Altså først og fremmest er det en helt lige vej og den er stor nok til at jeg ikke skal trække maven ind, når jeg passerer modkørende billister og så kender jeg den i brudstykker i forvejen, så jeg bliver ikke ægte overrasket over noget. Og så er det jo pænt med al den natur og landsbyhed, som man trods alt ikke finder på motorvejen. Og så kører folk mindre råddent. På motorvejen kører folk stærkt og for stærkt og for tæt og bremser umotiveret og lastbiler som kører præcis lige hurtigt overhaler hinanden. En anden dag, var der ulykke på motorvejen og jeg nåede at dreje fra, inden 40 minutters køen, som P4 sagde i min radio var der. Og min telefon forstod det godt og gav mig en landevej istedet som pludselig var den samme som sidst og jeg tænkte at jeg måske var blevet en landevejsrytter, indtil jeg kiggede i bakspejlet og så en hale af billister, som åbenbart ikke kører 83 km i timen på verdens mest lige landevej.

Fulde byplanlæggere

Jeg kan ikke andet end antage at disse to muligheder er svaret på vejnettet i Århus Nord:

1/ Politikkerne vil afskaffe privatbilisme.
2/ Byplanlæggerne har været fulde.

Når jeg skal på arbejde i bil, kører jeg denne vej:

Start er ved bilen. Og jeg var ikke fuld, da jeg tegnede tegningen, men den sjuskede stil understreger fint pointen. Og så er jeg sygt dårlig til at tegne.