Category Archives: Ting

Returskoldkopper og grunde til Aros

Skoldkopperne er gået i et lavere blus. I nat sov LilleS for første gang i en lille uge i sin egen seng hele natten uden feber og kløe og ondt. De er der stadig, men piner ham ikke i samme grad. StoreS er stadig koppefri, så det er vel bare et ventespil. Nå men i dag tog vi på Aros, fordi det viste sig, at ‘arbejdsweekend’ er en terminologi fra en fjern fortid i vores bofællesskab og i vore dage betyder arbejdslørdag. Aros vinder virkelig ind på mig og har du ikke været der (for nylig eller nogensinde) er her et par gode grunde til at tage derind. Overskrifterne har jeg selv fundet på i mangel på bedre research;)

Røgregnbuen: i udstillingen ‘Out of the darkness’ går man bl.a. rundt inde i en regnbue af røg. Den er vildt. Fed. Og jeg har faktisk haft lidt abstinenser efter den.

2015/05/img_8275.jpg
StoreS indhyllet i regnbuerøg.

Afgrundstæppet: umiddelbart efter røgregnbuen går man ud på et lidt ligegyldigt tæppe. Men stiller du dig på telefonikonet på gulvtæppet og tager et billede af dine kære, bliver tæppet forvandlet til en afsats og en dyb afgrund.

2015/05/img_8281.jpg

Roterende spejle: i udstillingen ‘Formen, farven, fladen’ træder man på et tidspunkt ind i en silo af stof, hvor roterende spejle, ruder og lys skaber en smuk lille visuel karrusel.

2015/05/img_7727.jpg

Nøgne mennesker: i den nye udstilling ‘What’s left (is republican paint)’ står der pludselig en håndfuld nøgne mennesker foran dig. Og de taler til dig, så du kan ikke engang rigtigt ignorere dem. Om det er kunst eller ej, så fik det i hvert fald mig til at tænke over, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde (stor trang til at gå. Besvær med at finde et sted at kigge hen).

2015/05/img_8273.jpg
Ingen billeder af nøgne mennesker, men istedet fra under den store regnbue, hvor vi legede gemme inden vejret igen blev til efterår.

Leave a comment

Filed under Børn, Bofællesskab, Jylland, Kultur, snak, Ting

Påskestatus

Vi er hjemvendt fra Hamborg. Jeg var ret syg, vejret var ret koldt, men ellers var det fedt nok. Mere om det senere. Jeg kan ikke rigtigt ryste min sygdom af mig, som umiddelbart er noget med at min trommehinde har sprunget min hals, tror jeg, skal nok få spurgt en læge snart, men altså på 12. dagen, hvor der havde været smertekamp mellem hals og øre, begyndte jeg faktisk at få det bedre, ikke godt, men bedre. Jeg kan fx tale (stadig hæst, dog) og gå uden smertejag. Og solen skinner, så mon ikke sygdommen snart er på retur. Jeg ville nok være sådan én, der aldrig kom til læge, hvis man skulle betale. I forvejen føler jeg mig som en hypokonder, når jeg sådan vil tjekkes, og hvad kan de egentligt hjælpe mig med? For det meste har jeg jo bare en virus, som selv skal gå over. Altså jeg er glad for læger generelt – fx når de fikser min astmadreng, men jeg har bare ikke rigtigt lyst til selv at gå til lægen. I morges startede med at StoreS selv gik ned i køkkenet og dækkede bord, mens han sang sange om det at dække bord. Så hyggeligt. I går havde han pyntet bordet med guirlander og blomster fra haven. Da jeg kom ned snakkede vi lidt om hans fremtidsplaner; at åbne en bagerbutik med sin far, for han bliver gammel har vi forsikret ham. I bagerbutikken skal de servere gratis pebernødder. Og så kunne jeg lave nogle unger til dem. Eller også måtte de finde en anden mor til at lave unger til dem, for drenge kan jo ikke selv lave unger, eller hov vent, StoreS ville faktisk slet ikke have unger, og det bestemmer man nemlig selv, så det skal han ikke have. Elsker den fire-åriges tankespind. LilleS har efter mange mange forsøg endelig lært at hoppe. Når man siger noget godt kan han finde på at hoppe op i luften og råbe ‘Hurra’ eller ‘Jubii’. Jeg lytter og lytter efter om jeg kan høre ændringer i hans sprog, men de er ikke så tydelige som det mirakel, jeg havde regnet med. Men han er dog begyndt at kunne starte et ord med S, hvis vi presser ham lidt. Lige nu sidder mig og Lille i sofaen i meget varmt striktøj, fordi han nægter at gå ud. Resten af familien bygger værksted til kæreste T i skuret og så har han lovet mig, at værktøjskassen skal bo derude istedet for i stuen. Jeg vil se det før jeg tror det;)

2015/04/img_7278.jpg
Påskeunger i påskesol.

1 Comment

Filed under Børn, Hjem, Ord, Rejser, sjove ting børn siger, snak, Sygdom, Ting

Hipsterfitness

Slutdecember og januar var jeg kongen af løb. Eller jeg fik løbet. Jeg har læst et sted, noget ala du skal træne en måned, før du kan mærke forskel, to måneder, før du kan se forskel og tre måneder før andre kan se forskel. Eller omvendt. Nå men pointen er, at jeg for det meste når den første måned. Og så et eller andet. Sygdom var det i februar. Den måned forsvandt fuldstændig i sygdom for mig og ungerne. Kæreste T har imidlertid meldt sig i et fitness-center. Og da jeg stoppede med at være pigefornærmet over, at han ikke ville gøre det til et fællesprojekt, gjorde jeg det bare til et fællesprojekt selv (og bare rolig han tager derned selv alt det, han vil, det er ikke sådan noget med at begge skal træne samtidig). Og fik genoplivet mit dvalende fitnessmedlemsskab, som jeg flittigt har betalt til, men lynhurtigt droppet at bruge ahem. Klassisk er det vist. Og så var det, vi snakkede lidt om, hvorfor der skal være musikvideoer som ingen hører, fordi de har deres egen musik i ørerne, og hvorfor så den støjforurening? Og er det overhovedet segmentet for musikvideoer? Altså jeg stoppede med passivt at se musikvideoer i teenagetiden. Altså jeg er ikke modstander af musikvideoer, men der er langt mellem snapsene på kunst og bare ligegyldighed. Der er selvfølgelig noget misundelsesspejling/noget at kæmpe for eller hvad det hedder i at de fleste musikvideoer er fyldt med lækre veltrænede mennesker. Er det motiverende? Måske. Men det er stadig kedeligt og mine øjne kan. ikke. lade være med. at se. på skærmen. Er der en kæmpe skærm lige foran mit ansigt, så ser jeg på den. Også selvom jeg var ved at dø af varme og hurtigløb. Og mens jeg var det, sagde T: Hvorfor viser de ikke NEWS? og jeg svarede: fordi. pustpust. det. pustpust. ikke er. pustpustpustpust. tekstet. Og så var det, jeg fik en god idé. Som du bare må tage: Hipsterfitness. Hipstere vil gerne være trænede både i hoved og røv. Haha den var for let. Træningscentret skal klart hedde Hoved og Røv. Det er også kitchet og flabet og barnagtigt og alt det andet, som hipstere elsker. Og der skal køre NEWS, CNN og al-Jazeera med tekster. Der skal være oldschoolmaskiner og en blanding mellem selvbyggede af palle og drivtømmer møbler og det skal være mørkt. Og lidt pastel. Mix. Og så skal der være caféområde med vand fra hanen og rawkager og juicer og gratis wifi. Det bliver episk, som en ægte hipster ville sige det.

3 Comments

Filed under krop, snak, Ting, tips og tricks

Forskellig fylde

Vi har købt en køjeseng. Det var noget af det første, vi købte til det nye hjem. Vi har 85 km2 fordelt på to etager – Køkkenalrum nederst og et stort og et lille rum og bad øverst. Det store er oplagt til børneværelse, men to senge derind og så er der stort set ikke plads til andet. Så vi tog i IKEA og købte, hvad der viste sig at være en køjeseng i voksenstørrelse.. Og på en måde, var det først, da vi samlede den, jeg opdagede det. Og da jeg så googlede løs efter en juniorstørrelse, viser det sig at sådan én koster det samme som en jordomrejse. Eller ihvertfald en fire-fem-seks gange mere, end den vi købte. Hvad sker der for, at det er dyrere at købe noget mindre? Når man putter børnene ser det sådan her ud:

2015/02/img_5394.jpg
De fylder intet. Der kunne nemt være to børn i hver køje (det er testet) eller hele børnehaven. Nå men hvis vi ser på det fra den lyse side og ikke panikker over, hvor meget den kæmpe seng fylder i værelset, så er det smart, at voksne også kan sove der. Fx hvis LilleS er ked eller syg, så kan jeg lægge mig ned til ham og ligge helt ok. Eller når begge unger kommer ind i voksensengen, kan kæreste T få sig en mindre klaustrofobisk nat i køjesengen. En ulempe er dog, at der kun er tremmer eller hedder det sengehest i overkøjen. LilleS sover selvsagt nederst og det er ikke fordi han ligger så uroligt om natten, men han er da faldet ned et par gange, men værst er det, at han med lethed kan gå ud af sengen, hvilket resulterer i at vores til tider fremragende løsning med at lade ungerne falde (glade) i søvn alene er tæt på umulig, fordi han bare går ud.. Og så er der jo det helt helt mystiske med, at børnene fylder ingenting i køjesengen, men straks de kommer ind til os. Så fylder de HELE sengen. Og det er faktisk løgn, for StoreS er helt enormt behagelig at sove sammen med og kan både sove i fodenden og på tværs på den gode måde. LilleS er en anden historie. Han er særligt glad for at sove i H is for hell-stilling, hvor han er tværpinden (Google det). Ellers kan han lide babyhalstørklæde-stillingen, hvor han laver sig til et ualmindeligt ubehageligt og tungt halstørklæde om min hals..

4 Comments

Filed under Børn, Hjem, Ting, Tumling

Fulde byplanlæggere

Jeg kan ikke andet end antage at disse to muligheder er svaret på vejnettet i Århus Nord:

1/ Politikkerne vil afskaffe privatbilisme.
2/ Byplanlæggerne har været fulde.

Når jeg skal på arbejde i bil, kører jeg denne vej:

2015/02/img_6679.jpg
Start er ved bilen. Og jeg var ikke fuld, da jeg tegnede tegningen, men den sjuskede stil understreger fint pointen. Og så er jeg sygt dårlig til at tegne.

3 Comments

Filed under Arbejde, Brok, Hjem, job, Jylland, snak, Ting

Røvere eller Robin Hood?

Den ene genbrugsbutik, StoreS og jeg besøgte torsdag, er en del af kirkens korshær. Der hører også en varmestue til, hvor socialt udsatte, fattige, misbrugere, enlige, mænd holder til, lignede det. Rigtigt fint. Godt sted at støtte op om. Mens vi var i butikken, som mest er en kæmpe container i en baggård, kommer en lastbil fyldt med nogle af disse mænd og nye forsyninger af gamle møbler. StoreS kigger hårdt på dem, mens han fortæller mig, at de er skurke, der tager andres ting. Og han har jo ret. De slæber rundt på andres ting og sælger dem og hvor skulle han vide fra, at de har fået lov? Så jeg forklarede ham, at de faktisk gjorde lidt det modsatte. De får ting af andre folk til at sælge, så de kan hjælpe de fattigste. Han var skeptisk, men de var jo også søde og stemningen var god, så jeg tror, han endte med at tro på det. Den nuance mellem at lære sit barn at være åben overfor andre mennesker, men ikke være godtroende, synes jeg er svær. Jeg vil have, han ikke dømmer folk, uden at kende dem og deres bevæggrunde, og jeg vil have ham til at følge sit instinkt, hvis noget føles farligt eller forkert. Men jeg tror det er godt at se en anden side af livet på en positiv måde, som vi gjorde der. At der (desværre) findes folk, der har det skidt og som er på kanten af det normale liv, vi fører, men at de også kan udføre en vigtig rolle og have overskud til et smil og ikke nødvendigvis er skurke;)

2015/01/img_5959.jpg

1 Comment

Filed under Børn, Opdragelse, Politik, snak, Ting

Fjernsynets plads

Jeg kan jo godt huske det fra alle (ALLE) vores andre flytninger. Det tager tid at komme på plads. Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at jeg aldrig rigtig er kommet på plads nogen steder, jeg har boet. Jeg har altid regnet med at rykke igen. Inden for uger, måneder eller få år, så jeg har ikke gjort det vilde. Og jeg har sagt til mig, at jeg nu vil flytte ordentligt ind et sted. Komme på plads, som de siger. Dem der spørger, ‘er I kommet på plads?’. Også selvom det viser sig, at vi har fået begynderlejligheden. Det viser sig, at alle (ALLE) har boet her først, for derefter at flytte internt i bofællesskabet. Til udsigten og de rigtige verdenshjørner på første rækken. Til flere værelser, bedre rumfordelinger eller større haver. Så følelsen af at være hjemme, men måske skulle flytte mere hjem er til stede. Men jeg vil stadig flytte ind. Owne stedet. I hvert fald mere, end jeg har gjort. Men det tager tid. For man kan ikke bruge sine gamle møbler kun. For rummene er jo anderledes. Første etape er overstået. Flyttekasserne er væk. Ej det er løgn, de er i skuret, fordi papcontaineren har været julefuld. Næste punkt på indflytningen er en løsning på det her:

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/3e1/42673416/files/2014/12/img_5622-0.jpg
Fjernsyn på skab, vi aldrig har fundet ud af at bruge, men aldrig har fået solgt. Som billedet tydeligt illustrerer er der et par problematikker med den (midlertidige) løsning. For det første tiltrækkes små børn af skærmen på magisk vis. Jo mindre børnene er, jo tættere vil de være på. LilleS kan godt lide at stå helt tæt på. Så kan han også trykke og swipe, hvis der er noget, han virkelig gerne vil se. Undtagen, at det kan han ikke, for det er ikke touch screen. Og så er der jo det, at ingen andre kan se fjernsynet, når Lille har tapet sig fast. Andet problem er, at LilleS' fødder er ting-søgende. De står aldrig stille, men roterer istedet om egen akse, for at finde ting, de kan filtre sig ind i eller vælte ned eller ødelægge. Tredje problem er, at vores dvd'er har fået (midlertidigt) logi i det blå skab, hvilket tirrer børnenes nysgerrighed i en sådan grad, at de flere gange om dagen. Må. Hive. Dem. A L L E. Ud. Og derefter går fødderne igang med at rotere og smadre og rode. Jeg har kig på en kommode til at overtage pladsen og hæve fjernsynet over børnehøjde og håber på at sparke T ud af døren efter det én af de kommende dage.

Leave a comment

Filed under Bofællesskab, Hjem, Ting