Category Archives: snak

Returskoldkopper og grunde til Aros

Skoldkopperne er gået i et lavere blus. I nat sov LilleS for første gang i en lille uge i sin egen seng hele natten uden feber og kløe og ondt. De er der stadig, men piner ham ikke i samme grad. StoreS er stadig koppefri, så det er vel bare et ventespil. Nå men i dag tog vi på Aros, fordi det viste sig, at ‘arbejdsweekend’ er en terminologi fra en fjern fortid i vores bofællesskab og i vore dage betyder arbejdslørdag. Aros vinder virkelig ind på mig og har du ikke været der (for nylig eller nogensinde) er her et par gode grunde til at tage derind. Overskrifterne har jeg selv fundet på i mangel på bedre research;)

Røgregnbuen: i udstillingen ‘Out of the darkness’ går man bl.a. rundt inde i en regnbue af røg. Den er vildt. Fed. Og jeg har faktisk haft lidt abstinenser efter den.

2015/05/img_8275.jpg
StoreS indhyllet i regnbuerøg.

Afgrundstæppet: umiddelbart efter røgregnbuen går man ud på et lidt ligegyldigt tæppe. Men stiller du dig på telefonikonet på gulvtæppet og tager et billede af dine kære, bliver tæppet forvandlet til en afsats og en dyb afgrund.

2015/05/img_8281.jpg

Roterende spejle: i udstillingen ‘Formen, farven, fladen’ træder man på et tidspunkt ind i en silo af stof, hvor roterende spejle, ruder og lys skaber en smuk lille visuel karrusel.

2015/05/img_7727.jpg

Nøgne mennesker: i den nye udstilling ‘What’s left (is republican paint)’ står der pludselig en håndfuld nøgne mennesker foran dig. Og de taler til dig, så du kan ikke engang rigtigt ignorere dem. Om det er kunst eller ej, så fik det i hvert fald mig til at tænke over, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde (stor trang til at gå. Besvær med at finde et sted at kigge hen).

2015/05/img_8273.jpg
Ingen billeder af nøgne mennesker, men istedet fra under den store regnbue, hvor vi legede gemme inden vejret igen blev til efterår.

Advertisements

Leave a comment

Filed under Børn, Bofællesskab, Jylland, Kultur, snak, Ting

Fællesspisning i bofællesskabet

Fra i mandags:
I dag var det min tur til at finde på, hvad vi skulle spise og købe ind til fællesspisning. Vi laver mad cirka hver 14. dag og køber ind og bestemmer menu cirka hver 2. måned. Og eftersom yngstebarnet meget dårligt kan klare at mor skal stå i køkkenet i to timer, plejer det at være kæreste T, der har den overordnede styrning, når vi laver menu og mad. Og det kan jeg jo sagtens sige på den erfaring vi har fået efter de to-tre gange. Sådan forbliver det nok så længe yngstebarnet er morsyg. Nå men idag var jeg alene. Kæreste T var taget til København til et intro-møde for nyansatte, som jeg kom i tanke om, burde have været mit møde. For vi er egentligt ansat i samme organisation, men i forskellige afdelinger. Og jeg har været der i snart fem måneder og kæreste T har været der en uge, men jeg havde glemt alt om det og eftersom jeg mest er en ensom ulv i mit arbejdsliv, så kom jeg ikke afsted denne gang. Så jeg havde pludselig ansvaret for at 45 mennesker skulle have mad klokken 18. Heldigvis er man ikke alene og vi var derfor tre, der lavede mad. Og heldigvis havde vi købt ind søndag og kæreste T havde lavet rettens mest komplicerede del: noget indisk sovs, som bare stod i køleskabet og ventede. Resten af retten var ris, der skulle koges og ting, der skulle i ovnen og borde, der skulle dækkes. Og i spidsbelastningen i sidste minut, da alle de varme retter skulle bæres ind på bordene og LilleS blev opløst af gråd over at hans mor skulle lave noget, kom en af medbeboerne og overtog min del. Og maden kunne spises og vigtigst – der var nok. Mine børn er sværere at få til at spise til fællesspisningen, end jeg havde regnet med. Altså de er altid svære at få til at spise aftensmad. StoreS er særdeles svær og at få ham til at sidde ved spisebordet, plejer at være sejr i sig selv. Jeg havde nok regnet med, at fællesspisning ville være ligesom i børnehaven, hvor der går stordrift i det og ungerne glemmer at være individer, der ikke kan lide dit og vil spise maden på dat måde og bare spiser og er. Det er i stedet en tour de hold ungerne glade og lok dem til at spise noget. Det er mig, der er den mand i et cirkus, der står med to tallerkner, der balancerer på spinkle pinde og tallerknerne skal dreje rundt og rundt for ikke at falde ned. Men når det så er overstået og klokken er 18.20, så må børnene gå ned. Så går de ind i et af de to legerum og er væk i lang tid nok til at man kan få spist selv, få en snak med de andre voksne og måske endda drikke en kop kaffe. Og dét og det, at man spiser aftensmad seks gange for hver gang man skal lave mad en gang er virkelig guld værd. De timer, man sparer hver dag på at lave aftensmad og rydde op kan man bruge på sine børn. Eller på sit arbejde uden dårlig samvittighed overfor den anden, som netop ikke både skal jonglere børn og aftensmadslavning midt i ulvetimen.

2015/05/img_7681.jpg
Når LilleS bliver sulten, løber han ofte bare hen til fælleshuset, og skuffelsen er stor de dage, hvor der ikke bliver serveret mad..

Leave a comment

Filed under Børn, Bofællesskab, mad, snak

Fodboldfans og noget om køn?

På mit arbejde er jeg sådan én, der skaber venskaber. Dét er min profession og det er dælme fedt. Lidt mere avanceret end som så, men helt kort beskrevet for min fire-årige, er det min kernefunktion. En venskabsmager. Forleden sad jeg med to, der aldrig havde mødt hinanden før og befandt mig pludselig i en samtale om fodbold og det at være fan Og der gik der to ting op for mig: hvis man er fyr er det en nem social indgang som minimum at have et yndlingsfodboldhold og vide om det går godt for dem eller ej. Og i det ligger også en kønskulturlig ting: fyrene holder med det hold, som de af en eller anden årsag har holdt med siden de var børn. I den danske liga er det oftest holdet i den by, man er vokset op. I sjældne tilfælde, hvis byens hold var helt vildt ringe, så har man holdt med det hold, som var bedst på det tidspunkt, man begyndte at se fodbold. Hvilket også gælder det udenlandske hold, man holder med. Reglen er altså at man holder med to hold: et dansk som højst sandsynligt er din hjembys og et udenlandsk som højst sandsynligt var det bedste, da du begyndte at se fodbold og eller det hold, hvor der spillede en dansker på på det pågældende tidspunkt. Det kan også være det hold, din storebror eller fætter holdt med. Men summasummarum er, at du har yndlingshold og dem holder du fast ved. Du kan da godt interessere dig for andre hold – særligt, hvis der er danskere på og du kan også godt anerkende andres uovertrufne præstationer, men overordnet set handler fodbold om loyalitet. Og du kan godt være uenig i andres valg af hold, men du respekterer deres loyalitet og derfor er det et sikkert udgangspunkt for social interaktion med et andet menneske at tale om fodbold. Ja jeg har i virkeligheden studeret denne adfærd i mange år på et personligt plan (kæreste T, min far, mine brødre) og er ret stor fan af simpelheden i principperne. Nå ja og det kønskulturlige kommer så her: og det har jeg nærmest kun empiri fra mig selv, så byd gerne ind, når jeg siger: kvinder er vokset op med at holde med dem, der var bedst. Smukkest, dygtigst, tyndest, hurtigst. Hvis vi (og her mener jeg vist jeg, for jeg aner det ikke, men dette er min tese) skal finde interesse i at ‘holde med nogen’ fx et fodboldhold, så holder vi med dem, der er bedst. Loyalitet er fuldstændig ligegyldig her, for sport (eller andre ting) er kun interessant, hvis det er cremen af cremen, ja? Hvis ja, hvad betyder det så for hvordan vi lever vores (kultur)køn? (altså jeg er jo noget feministisk og relativistisk, så jeg mener på ingen måde, at det er biologisk eller ufravigeligt, men mere noget, der ligger i hvordan vi performer vores køn, opdrages og forventes at agere så derfor ‘kulturkøn’). Eller måske er det ikke en kønsting, men nærmere en mænd, der kan smalltalke og bonde gennem et ligeværdigt og moralsk fodboldsyn versus alle os andre som ikke kan.. Hvad tænker du?

2 Comments

Filed under Arbejde, snak, venner

Tre-dages weekend er en god idé

Det føles som om tre dage er en god weekend? Vi nåede ret meget omkring ting, jeg gerne vil nå på sådan en weekend. Natur, kultur, afslapning, oprydning, motion. Fredag var vi som sagt til lidt 1. maj efterfulgt af en tur på Aros. De har virkelig nogle gode udstillinger pt – bl.a. ‘Out of the Darkness’, hvor man render rundt i en regnbue af røg og ‘Formen, Farven, Fladen’, hvor man kan skyde figurer op på en skærm og så er der et kæmpe bassin med store plusplusser på samme etage som ‘World Press Photo’ og så selvfølgelig Regnbuen. Altid regnbuen. Lørdag havde kæreste Ts moster inviteret os og Ts storebror med familie til Moesgård Musuem, som også virkelig var fedt. T har set Terrakottahæren i sine unge globetrotterår i Kina, så udstillingen kunne ikke imponere ham;) Men den var dog virkelig fin – for børnene især der, hvor man kan farve en kriger direkte op på en skærm. Vi nåede også ned i kælderen til vikinger, hvor der bl.a. var et hule-hus, hvor børnene kunne tegne og et rum, hvor man stod midt inde i en (tegnet) krig. Jeg var lidt træt af, at det var mørkt i begge udstillinger. T siger det er en effekt ligesom med biografer (som jeg også synes både er for mørke og for høj lyd..), hvor jeg sagtens syntes at effekten kan slå igennem med lys. Ellers får man sådan en tanke om, at det altid var mørkt i gamle dage.. Ligesom Middelalderen – tænk på, hvordan middelalderen er blevet formidlet og sig mig så, om det nogensinde var lyst dengang? Og så kunne jeg måske godt tænke mig, at der på deres hjemmeside var udspecificeret, hvor der var gode ting til børn, som mange andre museer har, så man havde noget at gå efter, når de tabte koncentrationen. Nå men mere nåede vi ikke, før vi spiste frokost. Fin mad i en fin, men frygtelig lille café til alle de gæster. Derefter rendte vi rundt oppe på taget og i den lille kirke (aka dansesal, hvis man spørger LilleS). Arkitekturen alene er jo en tur værd. Og naturen! For bagefter begav vi os ud i parken, forbi fortidsokser og et jernalderhus (stenalder?) og endte ud ved en strand og et ishus. Der var åbent. Alle fik is, kæreste T fangede en børsteorm (aka en mini-drage) op fra sandets dyb og ungerne soppede! (og ja, vi havde skiftetøj med og ja, det blev brugt;). Søndag løb jeg i forvejen op mod svømmehallen. Megafedt at have et helt konkret mål, når man løber – hader at løbe i cirkel eller frem og tilbage som en normal løbetur jo ellers er – men de 9,8 km er endnu for langt for min vinterslappe krop, så jeg blev samlet op efter 6. Hinnerupbadet, som vi fik ti-turskort til i julegave og som vi først fik besøgt nu, er ellers virkelig fint. Det har dybt varmtvandtsbassin, lavt varmtvandsbassin, en rutsjebane, et børnebassin, et udsprings/legebassin og et par motionsbaner og der er plads til børnene – både hos personalet og blandt brugerne. Og der var vist også noget tyrkisk bad? og hotdogs til de familier (os), der intet havde i køleskabet. Det er en ret overkommelig ulempe ved hverken at lave madpakker eller aftensmad, da vi jo har fællesspisning i bofællesskabet og madordning i ungernes institutioner (og på Ts nye arbejde, åbenbart og også lidt på mit arbejde, hvor der altid er ost og brød og tit også allemulige andre rester). Resten af søndag fik T plantet lidt have, mens jeg fik ryddet op i de bunker, som hober sig sådan op rundt omkring på alle flader (en dejlig blanding af aviser, vigtige papirer, arbejdsrod, bøger, børnetegninger og ja. Skrald), så vi kan gå vores nye arbejdende liv i møde i morgen uden at falde over (alt for meget) rod..

2015/05/img_7733.jpg

2015/05/img_7723.jpg
Fra vores sidste besøg på Aros.

2015/05/img_7952.jpg

2015/05/img_7967.jpg

2015/05/img_7977.jpg
Moesgård Museum.

2015/05/img_7991.jpg

2015/05/img_7994.jpg
Moesgård strand.

Leave a comment

Filed under Arbejde, Børn, Bofællesskab, Familie, Ferie, Have, Hjem, Jylland, motion, snak

Fuld tid?

Nå men i går og i dag har været nogle ret mærkelige dage. Altså det startede med at jeg var sur. Fordi det var mandag og vi havde haft en alletiders morgen, indtil ungerne begge smeltede sammen og græd over alt og ingenting og afleveringerne blev deraf. Dårlige. Kæreste T og jeg havde aftalt at holde fri/arbejde på café/kigge på ladcykler, cykler, tøj og børnehaver (mere om det en anden gang). Og det var lidt særligt, fordi T starter på (løntilskuds)job på mandag, så det er måske den sidste gang i lang tid, vi kan gøre sådan (og pludselig føles det som om vi virkelig burde have gjort det noget mere, mens vi kunne, men sådan er det jo altid og den slags koster jo også penge og hvad er egentligt ‘kunne’ når vi har arbejdet/arbejdet friviligt/søgt jobs/haft syge børn?..). Og på cafeen havde jeg en teknisk arbejdsopgave, som jeg havde håbet på at T kunne fikse for mig og selvom han er mindre blank end mig, hitter vi aldrig rigtigt ud af det. Nå men chaien var god og bagefter fik jeg købt en kjole, som jeg forestiller mig, jeg skal have på til et snarligt forårsbryllup.. Jeg siger farvel til T, da jeg har et sent eftermiddagsmøde, som jeg også skal nå at forberede mig på. Og ud af det blå, ringer min ene chef. Som har fundet penge til at sætte mig op i fuld tid på et nyt projekt, så jeg har mine 23 timer (nuværende) + 14 timer (nyt projekt). Vil jeg det? Min første tanke er ja, for projektet lyder spændende og jeg er i forvejen fan af mit job. Min næste tanke er; vil jeg overhovedet på fuld tid? Det betyder i hvertfald at jeg skal blive bedre til ikke at arbejde for meget på det ene og det betyder også at jeg skal stoppe med mit freelance, som begge dele jo i virkeligheden betyder at jeg arbejder noget, der nærmer sig fuld tid i forvejen. Nå men jeg beder om lidt betænkningstid for at ringe til min anden chef for at fremlægge det for ham. Og i stedet for at give mig sin velsignelse til det nye projekt, fortæller han mig, at han havde tænkt sig at tilbyde mig fuld tid i dag, fordi der pludselig var blevet timer tilovers. Det er fandme mærkeligt. Altså pludselig at skulle vælge mellem to goder! To gode jobs! Mig, som troede, jeg skulle være den tabte generation, prekariat, evighedsstuderende, arbejdsløs, taber og samfundsnasser (ikke hvad jeg synes om arbejdsløse, men hvad man føler som arbejdsløs), ligevedognæstenpigen. Og nu holder vi lige hesten, for det jeg i virkeligheden endte med at gøre var så at sige nej tak til mere af det trygge og velkendte (altså 3 måneders velkendt) og ja tak til at blive ved med gøglerlivet, som siger to arbejdspladser og en kontrakt, der kun løber til januar frem for det tilbud, der ville løbe til 2019.. Så jeg kan sagtens nå at blive alt det andet også/igen. Jeg er også stadig bange for, at jeg har valgt forkert og at de to jobs/to chefer ikke er tilfredse med at jeg er halv/halv. Også fordi jeg bliver nødt til at overtale min anden chef om, at én af de arbejdsopgaver, som han havde tænkt sig til mig, stadig skal blive min, selvom jeg sagde nej til hans tilbud. Hvordan det skal ordnes, når der kun findes 37 timer i en fuldtidsstilling, og jeg egentligt ikke ved, om jeg overhovedet vil arbejde fuldtid, det må jeg så lige spekulere lidt over. Men jeg håber, at det flasker sig. Han var i øvrigt en tungtvejende årsag til at jeg sagde nej til hans tilbud – ikke fordi han er en dårlig chef, men fordi han er den perfekte chef (for mig) og går på pension næste år. Hvis han havde lovet at blive til 2019 havde valget været meget sværere. Og jeg var bare ikke rigtigt forberedt på, at jeg pludselig skulle til at sige nej til ting, når jeg allerhelst vil sige ja. Også fordi i København havde jeg været villig til at sige ja til de dårligeste jobs og så sidder jeg her med to gode jobs! Følelsen af at begå hybris sidder hårdt i mig og jeg føler sådan, at det hele nok skal ramle.. Men jeg prøver også at være glad. Mest glad. Hamrende glad.

2015/04/img_7877.jpg

3 Comments

Filed under Arbejde, Arbejdsløs, job, Jylland, København, snak

Sjove ting, der bliver sagt

‘Gynger og karuseller’. Noget mine nye NGO-kollegaer siger. Meget. Som jeg aldrig har hørt før. Heldig for mig er kæreste T noget af en NGO mand, så han kunne forklare det. Noget med at det er godt at have flere aktiviteter og det, man taber i indtjening det ene sted (gynger), tjener man så i stedet det andet sted (karuseller).

‘Det ved man aldrig’. Den fire-årige er tydeligvis ved at overtage mit relativistiske livssyn og er begyndt at kunne trække på skuldrene og give plads til at blive overrasket. Og han siger det virkelig meget. Samtidig vil han gerne lige vide, om der fx er hekse i kloakken, men ellers er det forbundet med positive associationer ikke at vide alting.

‘Ingenting’. Den to-åriges svar på virkelig mange ting for tiden. Også selvom det ikke er et svar. Når vi giver ham astmamedicin på spacer for tiden, hvor man skal tælle til 10 inhalationer, før man er færdig, tæller vi højt sådan her: ‘ingenting, ingenting, ingenting, ingenting, ingenting, ingenting, ingenting, ingenting, ingenting, ingenting’

‘Ptnah’. Sådan skriver man mit navn på arabisk, hvis man bare overfører den arabiske skrivemåde til dansk skrivemåde. Skulle lige læse det et par gange i en sms, men nu giver det mening, da man nemlig ikke skriver vokaler på arabisk..

2015/04/img_7771.jpg
‘Hvad spiser i her, LilleS?’ ‘Ingenting’.

1 Comment

Filed under Arbejde, Børn, Ord, sjove ting børn siger, snak

Feber, panodil og løntilskud

Wow I er sådan nogen som godt kan lide wellness! Det havde jeg egentligt ikke regnet med men det er da fedt.

Jeg snakkede med min mor i går som sagde, at hun havde læst på instagram, at ungerne var ved at være raske.. Det var de også tirsdag og onsdag, men natten til torsdag ramte feberen StoreS og han klager over ondt i mave og ører. Men han klarer det ellers rigtigt flot godt hjulpet på vej af is og cola. Og selvom jeg ikke for noget i verden kan lokke panodil i ham. Jeg synes ellers, han er begyndt at kunne forstå rationale. Noget så simpelt som, hvis du har ondt og spiser panodil, så har du ikke ondt mere. Men han nægter og skriger og vil ALDRIG drikke panodil. Og jeg ved ikke hvor meget, jeg kan tvinge ham. Havde det været LilleS, der havde nægtet så hårdnakket, havde jeg måske taget det i en pipette og sprøjtet det så langt ned i ganen, at han ikke kunne spytte det ud, fordi han er for lille til selv at bestemme, om han vil have ondt: han må ikke have ondt. Men hvad med min 4,5 årige? må han selv vælge, hvis alternativet er, at jeg tvinger det i ham, mens han vrider sig og skriger? jeg er meget i tvivl. Nå men ellers er der gode nyheder: Kæreste T har fået et løntilskudsjob et sted, han ægte gider være. Han er i anden aktør forløb, hvor han er havnet hos en jobkonsulent, hvis eneste opgave er at bruge sit netværk til at skaffe ham i privat løntilskud. Næsten ligegyldigt hvad. Hun er garanteret god til nyuddannede unge folk, men T har været på arbejdsmarkedet i årevis og har jo så uddannet sig ved siden af og nu flyttet til en ny by uden job og netværk. Så han har en ret god idé om, hvad han kan og hvad han vil og hvad der kan få ham videre. Men så endte det så heldigt med, at min kollega-chef sagde, at han kunne kontakte hans samarbejds-kollega og det gjorde han og inviterede sig selv til en uforpligtende kop kaffe som varede to timer og endte ud i et offentligt løntilskud. Jobkonsulent-damen syntes, det var lidt af en værre idé, måske fordi hendes bonus er større, hvis løntilskuddet er privat, men kæreste T (og jeg) er ikke i tvivl om at det er en god vej at gå. Så det er FEDT. Men det betyder også at vi skal have de bedsteforældre lidt i spil i forhold til at hente ungerne, hvis vi fortsat skal have dem i institution på nedsat tid. Og det vil jeg meget gerne have, hvis jeg kan få lov at være så priviligeret.

2015/04/img_7673.jpg
TGIF. Eller måske ONIF (oh no its friday) for jeg har arbejde i aften og en syg unge..

5 Comments

Filed under Arbejde, Arbejdsløs, Børn, Familie, job, Jylland, Opdragelse, snak, Sygdom, tips og tricks