Feber, panodil og løntilskud

Wow I er sådan nogen som godt kan lide wellness! Det havde jeg egentligt ikke regnet med men det er da fedt.

Jeg snakkede med min mor i går som sagde, at hun havde læst på instagram, at ungerne var ved at være raske.. Det var de også tirsdag og onsdag, men natten til torsdag ramte feberen StoreS og han klager over ondt i mave og ører. Men han klarer det ellers rigtigt flot godt hjulpet på vej af is og cola. Og selvom jeg ikke for noget i verden kan lokke panodil i ham. Jeg synes ellers, han er begyndt at kunne forstå rationale. Noget så simpelt som, hvis du har ondt og spiser panodil, så har du ikke ondt mere. Men han nægter og skriger og vil ALDRIG drikke panodil. Og jeg ved ikke hvor meget, jeg kan tvinge ham. Havde det været LilleS, der havde nægtet så hårdnakket, havde jeg måske taget det i en pipette og sprøjtet det så langt ned i ganen, at han ikke kunne spytte det ud, fordi han er for lille til selv at bestemme, om han vil have ondt: han må ikke have ondt. Men hvad med min 4,5 årige? må han selv vælge, hvis alternativet er, at jeg tvinger det i ham, mens han vrider sig og skriger? jeg er meget i tvivl. Nå men ellers er der gode nyheder: Kæreste T har fået et løntilskudsjob et sted, han ægte gider være. Han er i anden aktør forløb, hvor han er havnet hos en jobkonsulent, hvis eneste opgave er at bruge sit netværk til at skaffe ham i privat løntilskud. Næsten ligegyldigt hvad. Hun er garanteret god til nyuddannede unge folk, men T har været på arbejdsmarkedet i årevis og har jo så uddannet sig ved siden af og nu flyttet til en ny by uden job og netværk. Så han har en ret god idé om, hvad han kan og hvad han vil og hvad der kan få ham videre. Men så endte det så heldigt med, at min kollega-chef sagde, at han kunne kontakte hans samarbejds-kollega og det gjorde han og inviterede sig selv til en uforpligtende kop kaffe som varede to timer og endte ud i et offentligt løntilskud. Jobkonsulent-damen syntes, det var lidt af en værre idé, måske fordi hendes bonus er større, hvis løntilskuddet er privat, men kæreste T (og jeg) er ikke i tvivl om at det er en god vej at gå. Så det er FEDT. Men det betyder også at vi skal have de bedsteforældre lidt i spil i forhold til at hente ungerne, hvis vi fortsat skal have dem i institution på nedsat tid. Og det vil jeg meget gerne have, hvis jeg kan få lov at være så priviligeret.

TGIF. Eller måske ONIF (oh no its friday) for jeg har arbejde i aften og en syg unge..

Teknologisk tidsalderbørn og legetøj i børnehaven

I vores gamle institution måtte man have legetøj med. Hver dag. Så meget, forældrene tillod. Og det udnyttede vores unger i dén grad. Hver dag slæbte de legetøj med; bamser, dyr, bolde. Ofte havde StoreS børnehavetasken fyldt med legetøj. Og det gjorde det nemmere på flere punkter. Om morgenen, når ungerne nægtede at tage flyverdragt på/spise morgenmad/gå ud af døren kunne man aflede opmærksomheden til hvilket stykke legetøj, de ville have med. Vi bruger stadig det trick, når vi skal andre steder. Og i institutionen brugte StoreS, som jo er lidt forsigtig når det kommer til de indledende faser af social interaktion, legetøjet som et socialt skjold. Øjnene på bolden fremfor drengen, kan man sige. Så kom fokus væk fra ham, samtidig med at fokus var på ham. Og han var sød til at dele og ikke blære sig med sine ting (også fordi legetøj i denne sammenhæng tit har været et stykke pap eller et teæg..). Når han hver dag er ‘udsat’ som det nye barn i børnehaven, mangler han rigtigt meget sit sociale skjold. Men han klarer det virkeligt godt og børnehaven er jo fuld af godt legetøj og rent pædagogisk aner jeg ikke om jeg er for eller imod eget legetøj i børnehaven – det her er bare vores oplevelser med vores dreng. Nå men den sidste fredag i måneden må man godt have legetøj med. Og det glemte vi så sidst, så jeg gik ud i bilen og fandt en legetøjspung og smed lidt erantis i din. Og så glemte han den så et sted og den blev væk, hvilket ikke var så slemt. Da vi gik hjem sagde han til pædagogen ‘hvis du finder den, kan du bare skrive en besked til min mor’.

Foråret er igang. Vi har også fået vores første ej anden forårsforkølelse og så. Så gider vi heller ikke mere sygdom..

Røvere eller Robin Hood?

Den ene genbrugsbutik, StoreS og jeg besøgte torsdag, er en del af kirkens korshær. Der hører også en varmestue til, hvor socialt udsatte, fattige, misbrugere, enlige, mænd holder til, lignede det. Rigtigt fint. Godt sted at støtte op om. Mens vi var i butikken, som mest er en kæmpe container i en baggård, kommer en lastbil fyldt med nogle af disse mænd og nye forsyninger af gamle møbler. StoreS kigger hårdt på dem, mens han fortæller mig, at de er skurke, der tager andres ting. Og han har jo ret. De slæber rundt på andres ting og sælger dem og hvor skulle han vide fra, at de har fået lov? Så jeg forklarede ham, at de faktisk gjorde lidt det modsatte. De får ting af andre folk til at sælge, så de kan hjælpe de fattigste. Han var skeptisk, men de var jo også søde og stemningen var god, så jeg tror, han endte med at tro på det. Den nuance mellem at lære sit barn at være åben overfor andre mennesker, men ikke være godtroende, synes jeg er svær. Jeg vil have, han ikke dømmer folk, uden at kende dem og deres bevæggrunde, og jeg vil have ham til at følge sit instinkt, hvis noget føles farligt eller forkert. Men jeg tror det er godt at se en anden side af livet på en positiv måde, som vi gjorde der. At der (desværre) findes folk, der har det skidt og som er på kanten af det normale liv, vi fører, men at de også kan udføre en vigtig rolle og have overskud til et smil og ikke nødvendigvis er skurke;)

De kan jo gå!

I morges måtte jeg vække to snorkboblende unger klokken 8. I går sov de til 7.45 og jeg opdagede det ved, at jeg hørte dem grine og snakke/pludre inde fra deres soveværelse. Normalt vågner lillebror gerne med et vedvarende skrig mellem 5.30-6 og så kan man sidde i stuen i et par timer med en meget sur-tumling, inden store vågner op og som regel også er til den sure side. Men de sidste par dage, hvor T er startet på sit månedsarbejde og derfor kører tidligt (og med tidligt mener jeg 7.30, så jeg ved godt det ikke er tidligt i hjem med arbejdende forældre og jeg hylder jer for at stå op klokken tidligt hver dag og jeg ved, det er et privilegium ikke at skulle stå tidligt op og det nyder jeg, til trods for at jeg dælme også godt gad være noget og nogen i en arbejdsmæssig sammenhæng og tjene penge og være med til at opretholde samfundet og den slags i stedet for to gange om ugen at drømme mig ind i en ny tilværelse, hvor jeg pludselig skal bo i Århus eller Vejle og vide uendeligt meget om medicoteknik, hr-arbejde eller forvaltningslov) har jeg haft glade børn! Vi har ellers gjort uendeligt meget ud af aldrig at overlade to unger til en voksen, men det er gået over al forventning og de er endda begyndt at gå selv. Ja det viser sig, at mine børn kan gå. Normalt er en morgen noget med, at den ene giver tøj på den ene sure unge, mens den anden giver tøj på den anden sure unge, og så bærer hver især et surt barn ud i ladcyklen og siger held og lykke til den afleverende part. Nogengange græder de kun, når de får tøj på, andre gange er det en konstant sirene mens de får tøj på, går/bliver båret ud til cyklen, cykler afsted OG afleverer. Så har man både dårlig samvittighed over at aflevere, mens det sidste man har lyst til er at være sammen med så sure løg. Men nu, hvor jeg ikke kan bære dem, så går de, som var det den største fornøjelse. De løber endda og griner på vej gennem kælderen og ud til cyklen. I institutionen går lillebror selv ind på stuen og jeg tror nærmest, det er første gang jeg har set ham gå derhenne, selvom han har kunnet gå i et par måneder nu og storebror tager alle trapper op på toppen af kirken, hvor børnehaven ligger. Det er heller ikke et problem at få dem til at spise morgenmad, hvis altså en bolle i sofaen med Ramasjang på tv’et tæller og det har jeg valgt at det gør det. Og så sidder de der ved siden af hinanden og hygger og storebror rykker tættere og trøster på lillebror, hvis jeg går ud af stuen og han bliver ked af det. Så vi er gået fra en periode med hidsighedsanfald så store, at jeg var ved at sige op, til en periode med harmoniske, selvkørende, længesovende, glade børn. Det er et mysterie at have små børn. Og det hele vender nok, når der er udflytteruge i næste uge med alt hvad det indebærer af bus og lange dage. Men det har været rart med en god periode. Rigtigt rigtigt meget rart.

Når der skal være fest, smider vi da altid alle tingene på gulvet

Da Sigge sov middagslur i går kom jeg i tanke om at vi hellere skulle pynte lidt op til nytårsfest i aften. Og hvad er hyggeligere end hjemmelavet pynt baseret på den tre-åriges tegninger og mine primitive gør det selv-evner (ahem). Det ville klart være en bedre idé, hvis den tre-årige rent faktisk kunne lide at tegne. Og hvis han vidste, hvad “pynte op” betød. Han startede således ud med at være 1) meget begejstret og 2) meget forundret over, at jeg formanende ham op på sin stol. Så derfor hoppede han ned igen og begyndte at tømme alle kasser med legetøj ud på gulvet, mens han råbte “hurra. Vi pynter op til JUL!”. Og så var det, vi lige måtte forventningsafstemme, hvad “pynte op” betyder, selvom han ikke var overbevist om, at min version var den rigtige. Det kastede mig tilbage til da jeg var pædagogmedhjælper i en børnehave i Gellerupparken i Århus, hvor jeg sad og tegnede med nogle af de vilde drenge. “Du er god til at tegne, men du skal huske at gøre dig umage” sagde jeg til én af drengene, som kvitterede med at tegne virkelig virkelig hurtigt og altså tæt på at gøre det modsatte af umage. Da jeg spurgte ham om, hvad “umage” betød, svarede han “hurtig” og så viste det sig, at han havde gjort præcis, hvad (han troede) jeg sagde. Nå men tilbage i Sydhavnen, fik jeg overtalt den tre-årige til at tegne lidt sporadisk på noget papir, som jeg så kunne lave til guirlander a la drengene i min folkeskole.

Magen til kreativt talent skal man lede længe efter.

Nå men godt nytår! De sidste fem nytår har jeg været gravid eller ammende tre gange og ellers generelt småbørnsramt. Sådan bliver det også i år og vi holder det sammen med to andre par i samme situation, så vi ikke falder helt igennem.. Men jeg glæder mig nu lidt til at hele verden ikke falder fra hinanden, hvis mor OG far vil sove til klokken 10 d. 1. Januar.. Til gengæld frygter jeg den dag, ungerne skal holde nytår uden mig ude i den farlige verden. Når det kommer til krudt er jeg dødsensangst. Forhåbentligt er den slags forbudt i 2026 sammen med alkohol og stoffer og smøger og teenagegraviditeter..

Ting man skal huske at sætte pris på når man har små børn: efter dem.

Hvordan de, også inden de overhovedet har lært at løbe, kan sætte tempoet op til turbo, når de tror, man er efter dem. Gå gå gå løbe-gå hvinegrine og haps. Begge børn elsker, når man er efter dem og lille tror tit, at store er efter ham, når han ikke er, og hver gang så spjætter han og turbogår, mens han er flad af grin. Man kan nemt kombinere andre gøremål med lige at være lidt efter ungerne. Rydde op, lægge tøj sammen, hente ting. Haps haps haps. Den barnlige glæde, hvor man smider alt, man har i hænderne for at spurte væk fra nogen, som måske måske-ikke vil kilde én, den må aldrig forsvinde. Ellers kommer jeg efter dem.

Små børn er sjove.

At droppe middagslur. En dagbog fra helvede

Vi var til samtale med børnehaven, hvor de foreslog at droppe middagslure helt for at give den tre-årige nogle mere sammenhængende dage i institutionen. Fordi det lidt er som at have to morgener i stedet for en hel dag og de følte, at han ikke kommer ordentlig igang med legen og de andre børn og nogle dage nærmest ikke får bevæget sig væk fra bil-hjørnet, som er hans comfort zone. Det giver alt sammen god mening. Hvis det altså ikke betød, at han så græder fra han bliver hentet til han falder – modvilligt – i søvn om aftenen. Manglende middagssøvn gør ham til ét stort nej. Nej et N.E.J. På den måde minder han meget om sine forældre. Sådan en dag havde vi i går. Jeg havde afleveret to børn uden skrig og skrål og hentede to glade børn igen om eftermiddagen og havde lige et sekund, hvor jeg følte at jeg kunne klare alt. Et sekunds selvfedme, hvor jeg lige klappede mig selv på skulderen og blev enig med mig selv om, at livet bliver bedre, når de små er lidt større. Men så var der noget med en cykelhjelm eller måske var det et stykke tyggegummi. Jeg hørte det ikke, fordi det var i så højt et stemmeleje, mens den tre-årige rytmisk dunkede sit hoved ind i cyklen og skreg. Og det gjorde han hele vejen hjem. Den et-årige er ked af det, når storebror er, så der var lyd på hele vejen hjem. Og sådan fortsatte det helt ind til de begge sov klokken 20. Jeg var klar til at sige op, men eftersom det ikke er en mulighed, fortalte jeg min veninde, der kom til uproduktiv krea-aften, fordi en anden veninde har fortalt, hvor nemt det er at sy bukser til den et-årige, når han er for tyk og for kort til at passe nogen bukser i verden, hvor hårdt det er med små børn og hun gik herfra mere overbevist end nogensinde om, at hun ikke skal have nogen. Men altså hun arbejder også nogen dage fra klokken 9-23, så jeg tror måske ikke børn er så meget på tapetet alligevel. Og hun har altid to her, hun kan låne. I dag greb vi situationen lidt anderledes an og ved det mindste pip fra den tre-årige, kastede vi Ipadden i hænderne på ham, placerede ham på en stol i køkkenet, så det føltes som om vi var sammen. Selvom man skulle råbe ham op, hvis man ville ham noget, og så lavede vi mad, som vi narrede ham til at spise ved at sige, han godt måtte få Ipadden med ind til bordet og gemme den og ved at have spisekonkurrence og ved at servere parmesan og pasta. Og så spiste han aftensmad. Og så sker der ofte det vidunderlige, at han bliver glad. For mad har næsten samme effekt på ham som søvn. På den måde minder han om sin mor. Men når han er træt, nægter han at spise og sult og træthed er den værst tænkelige kombination. Hans mor, derimod spiser alt, når hun er træt. Og sulten for den sags skyld. Så status på middagsluren er, at vi beholder den tre dage i udflytteren og to dage, når børnehaven er hjemme. Men jeg spekulerer på, om det er en uundgåelig fase eller om han ikke er klar. Jeg er i hvertfald ikke klar.

Èt-årig kommunikation og børnehavelingo

Sigge er stadig ret glad for at lave tegnet for drikke for ting, han vil have. Derudover er han begyndt at lave tegnet for “færdig”, hvilket han rent faktisk bruger, når han ikke vil have mere at spise (og hvem troede at han nogensinde ikke ville have mere at spise?) og når han ikke gider at være i bad mere. Han laver også tegnet for “brandbil/sirene”, hver gang han leger med brandbilen, som så herligt selv sætter i hyl, når man kører med den. Og så siger han “nej”. Med både hovedrysten og ordet. Mest for sjov nej. Han laver tegnet for drikke og når man giver ham vand, ryster han hovedet og messer nejnejnejnej, mens han storsmiler. Han siger også “hej” og vinker. Og så er all-time-favorite baby-ordet “hov” også kommet til. Både som i oprigtigt hov, hvor han taber noget og i som overhovedet ikke hov, når han smider noget.

Saxo har også gang i nye ord, som i nogen tilfælde endda ændrer reaktionsmønstre. Og det er da helt fantastisk, hvis man kan undgå kæmpe kriser med ord, der forklarer i stedet. Vi bevæger os mod målet med babyskridt. Saxos allerbedste nye ord er “æv”. Ofte efterfulgt af accept. I samme boldgade ligger “nå ja, okay” som jeg også virkelig elsker. Især når han siger det om ting som slet ikke er “nå ja, okay”-agtige for eksempel, hvis han ikke ved, hvad jeg snakker om. Men de blide nye reaktionsmønstre er skarpt forfulgt af de truende, hvor man får at vide, at hvis man ikke gør det, han forlanger så… skriger han/tager til jylland/slår dig/kaster med noget/bliver ked af det/gør det selv. Og så er hans verden ved at blive større; “Er vi bedstevenner?”, “Hvornår skal vi til ørkenen?” og “Skal vi ikke snart i Tivoli?” begynder han at spørge om, selvom man tænker, at det er for tidligt til bedstevenner, at han ikke ved hvad ørkenen er (men da jeg fortalte ham, det var en stor varm sandkasse, man skulle flyve til, var han endnu mere entusiastisk, og nu vil jeg også) og at han altid hader Tivoli, så viser det bare, at hans verden vokser samtidig og på grund af ordforrådet.

Forresten så udnævnte jeg T til helt i nat, da Sigge vågnede skrigende til vanlig sygdomstid klokken 4 i nat og T for det første tog ham, for det andet efter et kvarter kom ind med et sovende barn i armene, som sov helt til klokken 8. Og derefter tog to lure på i alt tre timer, hvilket forhåbentligt betyder, at han er ved at være raskere, i hvert fald så rask at han kan sove.. Og udover at han lavede en eksorcisten på T, så han måtte kalde mig hjem fra biblioteket for at trøste, så virker han klart mere frisk end de foregående dage.

Ammestop

En anden god ting, der er kommet ud af vores evighedssygdom, er søvn til mig (altså hvis jeg kunne falde i søvn, men det er en anden snak). På kort sigt, fordi jeg har byttet seng med T, på lang sigt, fordi tumlingen ikke behøver at vågne klokken 3.30, og i stedet kan koncentrere sig om at sove. Jeg er nemlig stoppet med at amme. Den sidste ammebastion er lukket. Slut. Jeg har længe tænkt på at sløjfe den, men det har krævet overskud fra Ts side til at tage nætterne og overskud fra min side til at tage morgenerne, hvis hans nætter havde været frygtelige. Og det var vi ikke parat til, for Sigge var begyndt kun at vågne klokken 3.30, for at amme og sove videre – nogle gange endda semi-længe for hans alder (klokken 7-8 stykker) og hvordan kunne jeg vide, at ammestop ikke blot betød, at han vågnede helt op klokken 3.30 og vi skulle lege morgen der? Men så kom sygdom og der var en nat, hvor jeg kastede op og derfor ikke magtede at amme og natten efter kastede han op og derfor magtede han ikke at amme. Og så kom T ind i sengen og jeg hoppede ind i sofaen og siden da har jeg sovet hele natten. Eller pylremor, som jeg er, er jeg vågnet med dem inde fra stuen og tjekket uret og begravet mig i internettet indtil den lille stoppede med at græde. De første par nætter, hvor han var rask nok til at orke amning, skreg han næsten en time, før han faldt om af udmattelse og træthed. Men derefter faldt det hurtigt til et kvarter og derefter rykkede han opvågningstidspunktet først en time til 4.30 og så til 5.30.

… Hvilket betød at vi stod op klokken 5.30 idag, hvilket ingen af os var rigtigt tilfredse med, men hvis det sker på baggrund af ægte sammenhængende søvn, så går det vel an for en periode..
Så nu er det det. For mælken er næsten væk og han nægter flaske, så vi kan ikke engang fortryde. Så nu håber jeg, det snart kommer til at betyde, at han sover igennem. Og at jeg for første gang i over et år kan gøre det samme. Sammenhængende søvn er Gud.

Lillebror fylder og larmer, men er det spirende omsorg jeg kan ane i horisonten?

I aften, da jeg puttede Sigge, kom Saxo løbende ind på soveværelset med en sut til lillebror, fordi han græd. “Den skal ind i hans mund, mor, så græder han ikke mere” sagde han og løb ud igen. Det er nyt. I den grad. Vi har længe hevet os selv i håret over, hvor svært det var med de to. For Sigge er den størrelse, hvor alt det, andre leger med er spændende og hvor han kan kravle og dermed fysisk tage Saxos ting. Ligesom han kan kræve opmærksomhed fra sine forældre. Og han fylder og råber og larmer.

Dette er for eksempel sådan han sidder i Trioen – også når Saxo er der.

Saxo er til gengæld i en alder, hvor han leger med ALT legetøjet på én gang og man ikke må nærme sig det. Især ikke hvis man er lillebror. Alt for længe har han råbt “NEJ. VÆK” når lillebror har nærmet sig og det har været nærmest umuligt at være alene med de to. Og jeg har sat spørgsmålstegn ved den relativt korte aldersforskel (25 mdr), for hele pointen var jo, at de skulle kunne lege med og underholde hinanden..

Men efter en uge. Eller snart halvanden måned (men hvem tæller) med sygdom, har jeg fået et spirende håb for noget bedre søskenderelation. Store tåler synet af lille og nogle gange giver han ham ting eller plads. Han inviterer ham ikke med i legen og det, han giver, er for det meste noget, han ikke selv gider have/spise, men alligevel. Hvis han græder, kan han finde på at forsøge at få ham til at grine, enten ved at optræde eller give ham ting. Og lillebror. Han elsker det. Han er fan og har altid været det, selvom det kan være på den akavet tætte, grabsende og råbende facon. Og for bare én sygdom siden, havde det aldrig lykkes mig at få så mange fællesbilleder, hvilket indikerer, at der er sket noget godt for relationen (og forældrenes lykkebarometer), men det betyder ikke at sygdommen har været kærkommen. Det var nok sket alligevel, men måske langsommere, hvis de ikke havde gået op ad hinanden i så lange evigheder.

Ikke bedste venner. Men heller ikke arvefjender.

Saxo ser måske lidt sur ud her, men med ja-hatten på og en frisk hukommelse, så er det, man skal fokusere på, at han ikke skubber ham væk og skriger.

Kager samler folk. Det var i øvrigt efter disse, jeg måtte råbe i det store rør, eller hvordan man nu siger, at jeg fangede opkast-virussen.

Saxo fik ansvaret for snacks i farmors bil og delte rosiner ud til Sigge, mens han selv spiste peanuts.

Syge børn stener ramasjang på jysk.

Frugtpause, hvor ingen børn forsøger at grabse den andens frugt. Ren idyl.