Løb

Vi har været til løb idag. Hele familien plus et par stykker jeg også havde tilmeldt aka en venne-far og hans fem-årige og så mormor til at se efter den to-årige. De to halv-store var udstyret med hver deres løbecykel og så skiftevis halsede vi efter dem og skubbede dem fremad. Det var dælme hyggeligt (og hårdt) og det er ikke en fjern fremtid hvor de selv kan løbe og løbe fra os. Det sidste stykke sad den fire-årige på sin fars skuldre, mens jeg løb med hans jakke, overtræksbukser  (det var alligevel for slut-maj til dem halvvejs på de fem kilometer) og løbecykel. Da jeg løb forbi vores bil, smed jeg tingene fra mig og løb de sidste 50 meter i mål. Da vi havde fået lidt vand og fundet mormor og den to-årige, som havde leget i en tom sportshal,  sagde kæreste T henkastet, at den fire-årige nok ville blive den hurtigste i sin kategori. Altså hvis jeg havde taget hans løbenummer med i mål, da han selv løb i mål. Men det lå jo på hans jakke,  som jeg havde smidt ved bilen. Så jeg løb afsted efter den og fik forklaret mig til tidtagerne,  som heldigvis forstod og godt kunne huske ham. Jeg troede faktisk ikke, der var præmier til de 0-5 årige, da det var blevet annonceret,  at alle i den kategori ville få en præmie,  men jeg var da glad for det, da først hans løbe – veninde blev kaldt op og fik medalje som anden hurtigste pige og han derefter blev kaldt op som anden hurtigste dreng. Han var dog nået at blive virkelig ulykkelig, da han ikke blev råbt op i første omgang og jeg kan da slet ikke forestille mig, hvor ked af det, han var blevet, hvis hun havde fået og han ikke havde. Jeg tror bedre, jeg kunne lide, hvis alle de små havde fået medaljer, for fem kilometer er meget for små ben, nærmest ligegyldigt hvordan de bliver tilbagelagt. På vej hjem sov begge unger og resten af dagen er gået med at halvsove, hvorend man har kunnet se sit snit til det.

image

Inden løbet. Forresten er jeg jo sådan én, der bliver top-rød i hovedet af lidt rask trav, hvilket blev påtalt af ALLE, jeg kendte til løbet. Så det var jo vældig og helt sikkert noget, jeg håber at høre for langt ud i fremtiden,  eftersom de fleste af dem er mine kollegaer. Det er jo heller ikke et issue,  jeg har kæmpet med hele mit liv. Eller nå jo. Heldigvis kan man gøre noget ved det. Eller nå nej. Men altså løb er sjovt sammen med andre, rød i hovedet eller ej, medaljer eller ej.

Advertisements

1 Comment

Filed under Uncategorized

Make-up vs træthed

Ser man altid træt ud, når man ikke går med make-up eller ser dem, der går med make-up ekstra trætte ud, når de ikke har make-up på?
Ja altså ikke at jeg overvejer at begynde at gå med make-up, men det er da klart et af livets store spørgsmål.

image

Ok her er jeg træt så det tæller ikke. Og åbenbart også lidt skeløjet (skiløjet / skildøjet / skiløjper ).

Leave a comment

Filed under Uncategorized

I København havde vi jo ingen venner

Disclaimer. I København havde (har) vi masser af vidunderlige venner. Men følgende samtale udspillede sig forleden mellem mig og ældsten: ‘mor, det er godt, vi er flyttet herover til Jylland’. ‘Ja’ svarede jeg. ‘Hvorfor synes du det?’. Ældsten: ‘Fordi i København havde vi jo ingen venner. Herovre har vi masser af venner’ og så nævnte han en masse af vores bofæller. Og hvis man ser sådan på det, så har han jo ret. Vores venner i København var spredt ud over byen og de fleste af dem boede langt fra os. Altså i Københavnsk målestok, hvilket vil sige omkring en halv time på cykel, hvilket i virkeligheden ikke er særligt langt væk, men dog langt væk nok til, at vi ikke så dem hver dag. Om vinteren, når vi hentede helt smadrede børn ved 15.30-16-tiden var det sjældent en meget populær idé lige at cykle en halv time hen at besøge en ven. Og forskellen er jo til at føle på, når man så flytter i bofællesskab. For her er mennesker overalt. Og efter solen har fået volumen på er der virkelig gang i den i vores udendørs fællesområder. Der er nogen og tyve børn i bofællesskabet i alle aldre. Og der er en næsten søskendeagtig tilgang til hinanden. De små ser op til de store og de store passer på de små. Hilser på hinanden, leger med hinanden, henter en forælder, hvis nogen har slået sig. Den slags. Børnene er nærmest ude fra de kommer hjem fra institution til der er fællesmad og de leger på kryds og på tværs. Ofte står der et barn udenfor vores dør og spørger om ældsten kan lege eller også går han bare udenfor og så er der én at lege med. Min største bekymring med den slags frihed som børnene har herude er, at Yngsten ikke helt kan håndtere det. Han har ikke rigtigt fået en forståelse for, hvor langt friheden løber og går rask ud af området, særligt, hvis han bliver sur. Så det håber jeg snart bliver anderledes. De voksne kommer man også tættere på hurtigere, end man normalt ville gøre, når man er nye og fremmede. så det nyder vi også godt af. Jeg tror egentligt sagtens man vil kunne få noget, der minder om i et rækkehuskvarter, men jeg tænker at den store forskel er at vi har et fælleshus, hvor de fleste af os indtager tre ugentlige måltider og derudover har vi vores tjanse, madlavning hver 14.dag og arbejdsweekender, som for det meste udføres af flere familier samtidig, hvor vi får set hinanden. I et rækkehuskvarter forestiller jeg mig at det hovedsageligt er om sommeren, man kan finde hinanden, mens fælleshuset gør det nemmere i de kolde måneder at få hilst og snakket med naboen.

børnene, der hænger ud med hinanden og at det hovedsageligt er i sommermånederne, hvorimod alt det ugentlige faste fælogså binder folk i bofællesskab sammen i de kolde måneder.

1 Comment

Filed under Uncategorized

Fællesspisning i bofællesskabet

Fra i mandags:
I dag var det min tur til at finde på, hvad vi skulle spise og købe ind til fællesspisning. Vi laver mad cirka hver 14. dag og køber ind og bestemmer menu cirka hver 2. måned. Og eftersom yngstebarnet meget dårligt kan klare at mor skal stå i køkkenet i to timer, plejer det at være kæreste T, der har den overordnede styrning, når vi laver menu og mad. Og det kan jeg jo sagtens sige på den erfaring vi har fået efter de to-tre gange. Sådan forbliver det nok så længe yngstebarnet er morsyg. Nå men idag var jeg alene. Kæreste T var taget til København til et intro-møde for nyansatte, som jeg kom i tanke om, burde have været mit møde. For vi er egentligt ansat i samme organisation, men i forskellige afdelinger. Og jeg har været der i snart fem måneder og kæreste T har været der en uge, men jeg havde glemt alt om det og eftersom jeg mest er en ensom ulv i mit arbejdsliv, så kom jeg ikke afsted denne gang. Så jeg havde pludselig ansvaret for at 45 mennesker skulle have mad klokken 18. Heldigvis er man ikke alene og vi var derfor tre, der lavede mad. Og heldigvis havde vi købt ind søndag og kæreste T havde lavet rettens mest komplicerede del: noget indisk sovs, som bare stod i køleskabet og ventede. Resten af retten var ris, der skulle koges og ting, der skulle i ovnen og borde, der skulle dækkes. Og i spidsbelastningen i sidste minut, da alle de varme retter skulle bæres ind på bordene og LilleS blev opløst af gråd over at hans mor skulle lave noget, kom en af medbeboerne og overtog min del. Og maden kunne spises og vigtigst – der var nok. Mine børn er sværere at få til at spise til fællesspisningen, end jeg havde regnet med. Altså de er altid svære at få til at spise aftensmad. StoreS er særdeles svær og at få ham til at sidde ved spisebordet, plejer at være sejr i sig selv. Jeg havde nok regnet med, at fællesspisning ville være ligesom i børnehaven, hvor der går stordrift i det og ungerne glemmer at være individer, der ikke kan lide dit og vil spise maden på dat måde og bare spiser og er. Det er i stedet en tour de hold ungerne glade og lok dem til at spise noget. Det er mig, der er den mand i et cirkus, der står med to tallerkner, der balancerer på spinkle pinde og tallerknerne skal dreje rundt og rundt for ikke at falde ned. Men når det så er overstået og klokken er 18.20, så må børnene gå ned. Så går de ind i et af de to legerum og er væk i lang tid nok til at man kan få spist selv, få en snak med de andre voksne og måske endda drikke en kop kaffe. Og dét og det, at man spiser aftensmad seks gange for hver gang man skal lave mad en gang er virkelig guld værd. De timer, man sparer hver dag på at lave aftensmad og rydde op kan man bruge på sine børn. Eller på sit arbejde uden dårlig samvittighed overfor den anden, som netop ikke både skal jonglere børn og aftensmadslavning midt i ulvetimen.

2015/05/img_7681.jpg
Når LilleS bliver sulten, løber han ofte bare hen til fælleshuset, og skuffelsen er stor de dage, hvor der ikke bliver serveret mad..

Leave a comment

Filed under Børn, Bofællesskab, mad, snak

Skal vi lege?

Afleveringer i børnehaven har gået fra at være nogenlunde til gode til nogenlunde til meget svære. Det startede med at man til min store overraskelse kunne aflevere ældstebarnet til noget legetøj. Det var i den fase, hvor alt legetøjet stadig virkede nyt og spændende i den nye børnehave.  Så kom vi til en fase, hvor han,  som vi har været vant til fra den gamle børnehave, skulle afleveres til en voksen.  Stadig uden så meget drama, men dog helst ved den rigtige voksne på den rigtige måde. Og så kom fasen, hvor han ikke vidste, hvad han ville lege med (og ikke kunne overtales til nogen af alle mine forslag ) og ikke ville i nærheden af en voksen. Ofte daller han istedet  lidt rundt i fællesrummet og vil ikke have at jeg går fra ham nogensinde.  Det er her vi har været det sidste stykke tid. Og som kulminerede i går,  da jeg måtte aflevere ham sprællende og grædende i armene på en af hans yndlingsvoksne.  Det endte heldigvis ok med en vinkesceance uden yderligere gråd, men det var virkelig hårdt. Men  i dag skete det, vi har længdes efter længe. Og jeg tror ikke vi er der endnu,  men jeg håber, det var et glimt ind i en nær fremtid. En af børnene,  et af dem, han går til musik med om fredagen i bofællesskabet,  men ikke en af bofællerne,  kom hen til ham og spurgte, om han ville lege gemme. Det ville han godt og så løb de afsted. Han nåede lige at vinke, men  det var det. Eller det var det faktisk ikke, for et af de andre børn ville vise mig et trick på armgangen,  så jeg måtte lige stå og se lidt, men ellers. Verdens bedste aflevering!  Dagen efter verdens dårligste!  Og her er noget mærkeligt.  For vi er sgu kede af børnehaven. Den er stor og rodet og holder ikke altid hvad den lover og der er for meget fri leg til vores smag, for få voksne,  for få ture, for svært at være ny og forsigtig. Men i denne uge har den vist sig fra sin bedre side: StoreS har været på tur (og det er altså første gang siden han startede for fem (!) Måneder siden og det var kun 100 meter 10 fra børnehaven, men det var en tur og det var noget særligt for ham ), de voksne er igen begyndt at hjælpe ham med at få venskaber  (ved at lade ham og en-to vennepotentialer blive inde og lege mens de andre er udenfor på legepladsen) og så i dag, hvor han blev budt op til leg af et andet barn og takkede ja. Så jeg holder vejret og håber på at det her er retningen og at det bliver så godt herfra, at vi ikke skal gå med den knugende mavefornemmelse og overveje om der findes alternativer. For børnehaven ligger jo på skolen og alle børnene fortsætter og det er tæt på os, så i længden virker det rigtigt,  men det har ikke føltes rigtigt i lang tid.

1 Comment

Filed under Uncategorized

Sommerfest i vuggestuen. Og det var hyggeligt!?

Eftersom mine børn ikke er storfans af institutionslivet, plejer fællesarrangementer i disse heller ikke være den store fornøjelse. Så da vuggestuen inviterede på sommerfest måtte jeg gøre mig parat til at ungerne ville modtage det lunkent.. Men så skete der det, at StoreS faktisk gik og glædede sig til at skulle til fest. Så meget at han gerne ville afsted i morges, istedet for i børnehave. Og det førte jo faktisk til en frygtelig aflevering, men til gengæld en god fest.. Jeg så først i morges, at vi skulle medbringe mad til sammenskudsgilde, og eftersom de tre ugentlige fællesspisninger og madordning for (næsten) alle betyder at vores køleskab ofte er gabende tomt, blev det til en gryde med pasta (men de var øko, fuldkorn og med dyr, så helt galt var det ikke), en avocado, en mozzarella  og et par tomater. Nå men jeg arbejdede hjemme idag og sparede derfor 2 * 50 minutters transport, så jeg hentede StoreS lidt tidligt, som var i strålende humør og tog ham med på tanken for at tanke benzin, hvilket han syntes var hyggeligt! Det vidner om et exceptionelt godt humør. Så hentede vi LilleS og så kom den store udfordring: Hvordan vi skulle bruge den time vi havde, indtil festen startede. Det var udelukket at tage hjem, for så ville jeg aldrig få dem med igen. Så det blev biblioteket. Og selv turen derud var en fornøjelse! Vi så gedekid, køer og heste og det var ren idyl ude som inde. Så læste vi lidt bøger og begav os tilbage til vuggestuen til fest, hvor StoreS kort var lidt sur over, at der ikke var kage og hvor LilleS kort var lidt sur over, at han ikke måtte løbe udenfor i strømpefødder efter skybruddet, men ellers var det sgu hyggeligt. Der var flere, der havde lavet madløsninger som os, men der var virkelig også folk, der have stegt frikadeller og lavet lasagne og pirokker. Aftenen sluttede af med at jeg fandt mig selv igang med at rydde op og støvsuge bilen. Det føltes ret provinsagtigt eller hedder det Villa, Vovse og Volvo-agtigt. Men bilen har simpelthen fået en så skummel lugt at jeg håbede at finde noget rådden mad og så føltes det igen som mig selv og ikke som en ægte forstadsfrue. Jeg fandt desværre ikke noget mistænkeligt lugtfremkaldende, så nu overvejer jeg om jeg skal have sådan et wunderbaun. Eller om jeg lige skal tjekke under bilen, som kæreste T bræger: Måske ligger der et roadkill derunder igang med noget forrådnelse. Hope not.

Leave a comment

Filed under Uncategorized

Fodboldfans og noget om køn?

På mit arbejde er jeg sådan én, der skaber venskaber. Dét er min profession og det er dælme fedt. Lidt mere avanceret end som så, men helt kort beskrevet for min fire-årige, er det min kernefunktion. En venskabsmager. Forleden sad jeg med to, der aldrig havde mødt hinanden før og befandt mig pludselig i en samtale om fodbold og det at være fan Og der gik der to ting op for mig: hvis man er fyr er det en nem social indgang som minimum at have et yndlingsfodboldhold og vide om det går godt for dem eller ej. Og i det ligger også en kønskulturlig ting: fyrene holder med det hold, som de af en eller anden årsag har holdt med siden de var børn. I den danske liga er det oftest holdet i den by, man er vokset op. I sjældne tilfælde, hvis byens hold var helt vildt ringe, så har man holdt med det hold, som var bedst på det tidspunkt, man begyndte at se fodbold. Hvilket også gælder det udenlandske hold, man holder med. Reglen er altså at man holder med to hold: et dansk som højst sandsynligt er din hjembys og et udenlandsk som højst sandsynligt var det bedste, da du begyndte at se fodbold og eller det hold, hvor der spillede en dansker på på det pågældende tidspunkt. Det kan også være det hold, din storebror eller fætter holdt med. Men summasummarum er, at du har yndlingshold og dem holder du fast ved. Du kan da godt interessere dig for andre hold – særligt, hvis der er danskere på og du kan også godt anerkende andres uovertrufne præstationer, men overordnet set handler fodbold om loyalitet. Og du kan godt være uenig i andres valg af hold, men du respekterer deres loyalitet og derfor er det et sikkert udgangspunkt for social interaktion med et andet menneske at tale om fodbold. Ja jeg har i virkeligheden studeret denne adfærd i mange år på et personligt plan (kæreste T, min far, mine brødre) og er ret stor fan af simpelheden i principperne. Nå ja og det kønskulturlige kommer så her: og det har jeg nærmest kun empiri fra mig selv, så byd gerne ind, når jeg siger: kvinder er vokset op med at holde med dem, der var bedst. Smukkest, dygtigst, tyndest, hurtigst. Hvis vi (og her mener jeg vist jeg, for jeg aner det ikke, men dette er min tese) skal finde interesse i at ‘holde med nogen’ fx et fodboldhold, så holder vi med dem, der er bedst. Loyalitet er fuldstændig ligegyldig her, for sport (eller andre ting) er kun interessant, hvis det er cremen af cremen, ja? Hvis ja, hvad betyder det så for hvordan vi lever vores (kultur)køn? (altså jeg er jo noget feministisk og relativistisk, så jeg mener på ingen måde, at det er biologisk eller ufravigeligt, men mere noget, der ligger i hvordan vi performer vores køn, opdrages og forventes at agere så derfor ‘kulturkøn’). Eller måske er det ikke en kønsting, men nærmere en mænd, der kan smalltalke og bonde gennem et ligeværdigt og moralsk fodboldsyn versus alle os andre som ikke kan.. Hvad tænker du?

2 Comments

Filed under Arbejde, snak, venner